Stort bæredygtigt erhvervs- og industribyggeri på vej

Familiefirma fordobles: Stort bæredygtigt industribyggeri former sig i Sønderborg Nord

HanssonErhvervplantegning1

Hansson Erhverv, der udlejer en lang række erhvervsejendomme i Sønderborg-området, tager til sommer hul på 15.000 kvadratmeter bæredygtigt industribyggeri på Ingolf Nielsens Vej. Det bliver på sigt en fordobling af firmaets ejendomsmasse.

Sønderborg: Det lokal forankrede Hansson Erhverv med adresse på Grundtvigs Allé 181 lever normalt et stille liv med udlejning af en række erhvervsejendomme i både Sønderborg og Broager.

Men bag facaden i Sønderborg Øst går det alt andet end stille for sig. For på tegnebrættet ligger skitser til 15.000 kvadratmeter industribyggeri på en dobbelt så stor grund på Ingolf Nielsens Vej nær Burger King i byens nye erhvervsområde, Sønderborg Nord.

- Det vil på sigt næsten fordoble vores antal kvadratmeterejendomme under tag. Men vi oplever også en stærkt stigende efterspørgsel efter særligt bæredygtigt byggeri til industrien. Det vil vi gerne levere på og tænker både økonomi, klima og udseende ind i det, forklarer direktør Mads Hansson.

Han har egentlig en fortid som politikommissær i Sønderborg og hans kone, Nanna Hansson, overtog Hansson Erhverv fuldt ud i 2015. Familievirksomheden er grundlagt af hendes far i 1979 som en udspringer af arkitekterne Blaavand & Hansson.

Hansson Erhverv har blandt andet også opført hallerne på Ellegårdsvej, hvor der for tiden er coronatestcenter. Det er nu 30 år siden. Men også det oprindelige Idé Møbler - nu Ilva og My Home Møbler ved siden af. Det var i 2008.

Stilfuldt og certificeret

Mange industrikunder vil gerne have synlighed, og det får man i et forholdsvis jomfrueligt erhvervsområde ud til en omfartsvej. Men det forpligter. Så ud over DGBN-certificeret (bedømmelse ud fra en række miljøparametre) og Svanemærket-byggeri med lavt klimaaftryk er der også tænkt æstetik med ind.

- Vi samarbejder med Blaavand & Hansson om arkitekturen og bestræber os samtidig på at bruge lokale håndværkere til byggeriet. Det er for os sundt fornuft både at lade pengene blive i området og sænke klimatrykket ved at bruge arbejdskraft tæt på, siger indehaver Nanna Hansson. Hun sidder i øvrigt med i styregruppen i Project Zero, hvor hun repræsenterer de små- og mellemstore virksomheder.

Udseendet af byggeriet og hvem, der flytter ind, er endnu ikke offentliggjort, men planen er at sætte spaden i jorden omkring sommer til de første 4000 kvadratmeter af det samlede industridomicil, der kan deles op i større og mindre enheder afhængig af efterspørgslen.

- Vi udvider det i takt med behovet, og det mærker vi, som sagt, er der. Vi bruger materialer, der giver farver og spil i byggeriet, så det ikke bliver kedeligt at se på. Medarbejderes trivsel er også påvirket af, hvad man færdes i og omkring, tilføjer Mads Hansson.

HanssonerhvervPlantegning

Få besked når der er nye lejemål
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få tilsendt nyheder omkring markedet, nye lejemål og projekter.